"Dreams can never be too big - She said. And off she went. Out to make her dreams come true"
lørdag den 21. december 2013
Langt om længe
Hej alle sammen!
Okay jeg må indrømme at jeg godt nok er super skod til at opdatere herinde. Har ikke rigtig nogle gode undskyldninger for det. Men nu synes jeg alligevel også at det var for dårligt, så her får I et indlæg!
Ja jeg har nu været herhenne i lidt over 4 måneder. Når jeg kigger på de 4 måneder på skrift, synes jeg egentlig ikke at det lyder af så meget. Det er jo som sådan ikke specielt lang tid. Men når jeg kigger på de 4 måneder og ser på alt det jeg har oplevet, både fysisk og mentalt - så føles det nærmere som 4 år! Der er simpelthen sket så meget på forholdvis lidt tid. Jeg har virkelig oplevet hvordan det føles at være "Palle alene i verden", hvor stor forskellighed der i hele verden, at jeg faktisk godt kan klare mig og være glad selvom mine venner og familie er på den anden side af jorden. Jeg har virkelig fundet ud af så meget om mig selv. Om verden. Om min familie og venner. Ting som jeg ALDRIG ville kunne havde fundet ud af på nogen anden måde end ved at tilbringe et år "abroad". Personligt synes jeg ikke rigtigt at jeg har forandret mig, men jeg har uden tvivl fået et andet syn på livet. Jeg har fået en større indsigt i livet. Er blevet 1000 gange gladere for lille Danmark, for min baggrund, ja selv endnu gladere for mine skønne venner og familie end jeg var i forvejen. Jeg har det virkelig som om at jeg ikke har set min familie og venner i flere årtier. Og der går ikke en dag uden jeg tænker på dem og savner dem. Misforstå mig ikke. Jeg har det godt og trives. Jeg ser det som noget positivt at jeg savner jer alle sammen så meget, for det betyder jo bare at I er helt fantastiske og viser igen hvor heldig jeg er at have jer.
Uha ja jeg kan faktisk godt mærke at det her indlæg bliver rimelig langt, for der er mange ting som jeg slet ikke har fortalt!
Thanksgiving??! - Min værtsfamilie valgte at tage ud og spise sammen med hele min værtsmors side af familien, i en fin golfklub. Simpelthen fordi at de ville undgå den store opvask og alt det besvær med at lave mad HELE dagen. Der var "tag selv bord". Der var godt nok en masse mad. Personligt tog jeg selv mest bananbrød (som jeg selv er vant til at kalde banankage, men bevares) og selvfølgelig pumpkin pie! Årh hvor jeg bare elsker den tærte :D - Ugen efter holdte vi en mini thanksgiving hvor min udeboende værtssøster (34 år). hendes barn og mand kom over og spiste kalkun og pumpkin pie. Det var hyggeligt. Bortset fra at min søsters mand sagde til mig tre gange at han hele tiden glemte at jeg boede her. Av av det gjorde ondt og jeg havde egentlig aller mest lyst til at slå ham og skrige ham i hovedet at han (undskyld sproget) fandme selv skulle prøve at tage over og leve hos en fremmed familie, i et fremmed land, som 16 årig og se om han var den som råbt højest. Men lod det være som en tanke og ignorerede hans virkelig ubetænksomme kommentarer. Nogle mennesker tænker i hvert fald ikke før de taler. Udover det så kan man sagtens mærke Thanksgiving betyder meget for amerikanerne. Alle var glade, fin påklædt og glædede sig.
Uh ja det er jo December. Om tre dage er det juleaften? Personligt føler jeg mig ikke rigtig i julestemning og kan slet ikke forholde mig til at juleaften er SÅ tæt på. Her i min værtsfamilie er der på ingen måde den samme julestemning som der normalt er i min familie. Generelt tror jeg bare at Danmark har mange juletraditioner, som vi er ene om. Julekalender (hverken lavet af pap eller dem i TV'et) er der ikke noget af her. Heller ej adventssøndage, adventslys, pakkelege, julefrokoster, risengrød, risalamande, flæskesteg, pebernødder, jødekager, juledekorationer, mandelgave eller nisser (det er alfer og det er altså slet ikke det samme!). Der er til gengæld mange flotte lysdekorationer på husene her henne. Mig og min familie har kørt rundt sammen i hele byen og kigget på flotte huse med sindssyge dekorationer. Nogle går virkelig all in :)
Men udover det kan store USA altså ikke hamle op med julen i lille DK. Specielt ikke i Jyderup. Der er intet julepynt i Toms River.
I går modtog jeg en pakke fra min skønne familie. En lille julegave, en masse slik og hjemmeb(r)agt kager og mest af alt 6 breve fra de aller vigtigste personer i mit liv (Mor, far, søster, søster, brormand og famse). Det her er ingen overdrivelse. Jeg stortudede. Min mascara var i hele mit ansigt og jeg sad virkelig og hulkede. Jeg har virkelig fundet min følsomme side frem her henne. Det er helt vild hvor sårbar man er når man er pludselig er "alene". Tusind tak til jer alle sammen. Jeg kunne skrive en lang roman til jer om hvor meget jeg elsker jer alle og hvor taknemmelig jeg er for jer, men det ved I jo allerede. Det er faktisk bare det bedste i hele verden og det betyder ALT for mig. Det var virkelig en skøn tanke fra jer og viser igen hvor heldig jeg er at have jer. For det er altafgørende på dårlige dage, at nogle tror på en. Og det ved jeg at I gør. I er det bedste i hele mit liv og jeg SAVNER jer hver eneste dag.
Derudover har verdens dejligste Joachim også sendt en gave og det sødeste brev. Du er bare så skøn Jokke. Reddede hele min dag og viser igen hvor betænksom og ægte du er. Savner virkelig også dig så meget... Det er så mærkeligt at jeg har kendt dig hele mit liv, været vant til at se dig hver eneste dag, og nu har jeg ikke set dig i over 4 måneder. Men du kan tro at jeg glæder mig SÅ meget til at komme hjem og overfalde dig med det største kram. Og du kan tro at vi skal sætte gang i Høed igen ;)
Nu jeg er i gang med at takke gud og hver mand. Vil jeg også lige gerne takke alle mine veninder og venner der hjemme som hjælper mig gang på gang og taler med mig, når jeg er nede i kulkæleren. Specielt tak til Tenna, Annika, Anna og Nickolai. Fordi at I altid vil ringe(selvom klokken er 23.30 og I skal op næste dag) og gøre mig i godt humør igen. I er definitionen på ægte venner og jeg håber I ved at jeg vil gøre alting for jer.
Selvfølgelig også en tak til min skønne Nadia som er i Cali. Hvad ville jeg overhovedet gøre uden dig?? Jeg er så taknemmelig for at vi går igennem det her sammen, selvom vi er så langt fra hinanden. Jeg er så taknemmelig for at du altid kun er et telefonopkald væk, at du altid vil lytte og at jeg altid kan komme ud med alle mine følelser til dig. Husk jeg altid er her og at jeg elsker dig.
A special "thank you" to you Jason. Thank you so much hvor dealing with all my bullshit and my extremely weird mood. Can't believe how patient you are and that you keep on listening and helping me. Thank you so much because you believe in me and always make me laugh when I'm down. I don't know what I would do without you. You are truly my best friend here and you know I'll always help you. I'm gonna miss you so much when I'm leaving. I hope you one day will visit me in Denmark so I can show you the greatest place on earth :)
Lige en sidste ting. Jeg har en del veninder(som er udvekslingsstudenter i andre stater) her henne i USA. Den ene af dem (og nej det er ikke Nadia) skrev til mig her i dag at hun slet ikke følte sig som en succes. Hun følte sig som en taber uden venner. Sådan har jeg desværre også tildens til at føle. Men jeg tænkte over det og det er jo helt absurd. Hvordan kan nogle 16 årige, som virkelig har bevist hvor modige de er ved at tage ud på egen hånd, føle sig som tabere uden succes? De kunne havde valgt at blive hjemme, med tryghed og have det sjovt. I stedet tog de skridtet videre. De valgte at tage ud i det ukendte, uden at vide hvad fremtiden ville bringe. Hele deres fundament blev revet væk under dem. De havde (undskyld sproget) nosserne til at leve hos en familie som de aldrig har mødt før, et land de aldrig har været i, et sprog de ikke taler flydende, gå på en skole hvor alle allerede har venner og alle kender alle, leve 10 måneder væk fra al tryghed. De turde at gøre det som alle snakker om. Det som alle drømmer om. Det som alle siger at de ville gøre "hvis de havde råd eller tid til". Men er det nu også sandheden? Ville du virkelig kunne det? Man skal ærlig talt være lavet af et specielt stof for at kunne det. Og det er ikke for at virke selvglad eller arrogant. Men det skal man. Så jeg vil bare sige til min veninde, at du i den grad er succesfuld. For du er allerede 10 skridt foran alle dem som vil, men aldrig gør det, p.g.a deres frygter. Frygter for ensomhed, at fejle, frygt for det ukendte. Det er skide hårdt. Det er krævende. Hver dag er en kamp. Man skal kæmpe. Men i sidste ende er det det hele værd. Fremtiden er åben nu. Et er at sidde i Danmark og lære om et andet land og forestille sig hvordan det er, hvordan det er at være anderledes og være udvekslingsttudent. Et andet er at VÆRE det.
Rigtig glædelig jul alle sammen. Jeg håber I har det super godt. Jeg vil nu gå ned og se en film med min værtsmor. Jeg har aldrig nogensinde set så mange film, som jeg har her henne. "Rocky", "Green fried tomatoes" og "a league of their own" er mine favoritter so far. :)
Nyd nu den danske jul og smil fordi I lever. Udlev jeres drømme og grin :)
Knus Ditte
Okay jeg må indrømme at jeg godt nok er super skod til at opdatere herinde. Har ikke rigtig nogle gode undskyldninger for det. Men nu synes jeg alligevel også at det var for dårligt, så her får I et indlæg!
Ja jeg har nu været herhenne i lidt over 4 måneder. Når jeg kigger på de 4 måneder på skrift, synes jeg egentlig ikke at det lyder af så meget. Det er jo som sådan ikke specielt lang tid. Men når jeg kigger på de 4 måneder og ser på alt det jeg har oplevet, både fysisk og mentalt - så føles det nærmere som 4 år! Der er simpelthen sket så meget på forholdvis lidt tid. Jeg har virkelig oplevet hvordan det føles at være "Palle alene i verden", hvor stor forskellighed der i hele verden, at jeg faktisk godt kan klare mig og være glad selvom mine venner og familie er på den anden side af jorden. Jeg har virkelig fundet ud af så meget om mig selv. Om verden. Om min familie og venner. Ting som jeg ALDRIG ville kunne havde fundet ud af på nogen anden måde end ved at tilbringe et år "abroad". Personligt synes jeg ikke rigtigt at jeg har forandret mig, men jeg har uden tvivl fået et andet syn på livet. Jeg har fået en større indsigt i livet. Er blevet 1000 gange gladere for lille Danmark, for min baggrund, ja selv endnu gladere for mine skønne venner og familie end jeg var i forvejen. Jeg har det virkelig som om at jeg ikke har set min familie og venner i flere årtier. Og der går ikke en dag uden jeg tænker på dem og savner dem. Misforstå mig ikke. Jeg har det godt og trives. Jeg ser det som noget positivt at jeg savner jer alle sammen så meget, for det betyder jo bare at I er helt fantastiske og viser igen hvor heldig jeg er at have jer.
Uha ja jeg kan faktisk godt mærke at det her indlæg bliver rimelig langt, for der er mange ting som jeg slet ikke har fortalt!
Thanksgiving??! - Min værtsfamilie valgte at tage ud og spise sammen med hele min værtsmors side af familien, i en fin golfklub. Simpelthen fordi at de ville undgå den store opvask og alt det besvær med at lave mad HELE dagen. Der var "tag selv bord". Der var godt nok en masse mad. Personligt tog jeg selv mest bananbrød (som jeg selv er vant til at kalde banankage, men bevares) og selvfølgelig pumpkin pie! Årh hvor jeg bare elsker den tærte :D - Ugen efter holdte vi en mini thanksgiving hvor min udeboende værtssøster (34 år). hendes barn og mand kom over og spiste kalkun og pumpkin pie. Det var hyggeligt. Bortset fra at min søsters mand sagde til mig tre gange at han hele tiden glemte at jeg boede her. Av av det gjorde ondt og jeg havde egentlig aller mest lyst til at slå ham og skrige ham i hovedet at han (undskyld sproget) fandme selv skulle prøve at tage over og leve hos en fremmed familie, i et fremmed land, som 16 årig og se om han var den som råbt højest. Men lod det være som en tanke og ignorerede hans virkelig ubetænksomme kommentarer. Nogle mennesker tænker i hvert fald ikke før de taler. Udover det så kan man sagtens mærke Thanksgiving betyder meget for amerikanerne. Alle var glade, fin påklædt og glædede sig.
Uh ja det er jo December. Om tre dage er det juleaften? Personligt føler jeg mig ikke rigtig i julestemning og kan slet ikke forholde mig til at juleaften er SÅ tæt på. Her i min værtsfamilie er der på ingen måde den samme julestemning som der normalt er i min familie. Generelt tror jeg bare at Danmark har mange juletraditioner, som vi er ene om. Julekalender (hverken lavet af pap eller dem i TV'et) er der ikke noget af her. Heller ej adventssøndage, adventslys, pakkelege, julefrokoster, risengrød, risalamande, flæskesteg, pebernødder, jødekager, juledekorationer, mandelgave eller nisser (det er alfer og det er altså slet ikke det samme!). Der er til gengæld mange flotte lysdekorationer på husene her henne. Mig og min familie har kørt rundt sammen i hele byen og kigget på flotte huse med sindssyge dekorationer. Nogle går virkelig all in :)
Men udover det kan store USA altså ikke hamle op med julen i lille DK. Specielt ikke i Jyderup. Der er intet julepynt i Toms River.
I går modtog jeg en pakke fra min skønne familie. En lille julegave, en masse slik og hjemmeb(r)agt kager og mest af alt 6 breve fra de aller vigtigste personer i mit liv (Mor, far, søster, søster, brormand og famse). Det her er ingen overdrivelse. Jeg stortudede. Min mascara var i hele mit ansigt og jeg sad virkelig og hulkede. Jeg har virkelig fundet min følsomme side frem her henne. Det er helt vild hvor sårbar man er når man er pludselig er "alene". Tusind tak til jer alle sammen. Jeg kunne skrive en lang roman til jer om hvor meget jeg elsker jer alle og hvor taknemmelig jeg er for jer, men det ved I jo allerede. Det er faktisk bare det bedste i hele verden og det betyder ALT for mig. Det var virkelig en skøn tanke fra jer og viser igen hvor heldig jeg er at have jer. For det er altafgørende på dårlige dage, at nogle tror på en. Og det ved jeg at I gør. I er det bedste i hele mit liv og jeg SAVNER jer hver eneste dag.
Derudover har verdens dejligste Joachim også sendt en gave og det sødeste brev. Du er bare så skøn Jokke. Reddede hele min dag og viser igen hvor betænksom og ægte du er. Savner virkelig også dig så meget... Det er så mærkeligt at jeg har kendt dig hele mit liv, været vant til at se dig hver eneste dag, og nu har jeg ikke set dig i over 4 måneder. Men du kan tro at jeg glæder mig SÅ meget til at komme hjem og overfalde dig med det største kram. Og du kan tro at vi skal sætte gang i Høed igen ;)
Nu jeg er i gang med at takke gud og hver mand. Vil jeg også lige gerne takke alle mine veninder og venner der hjemme som hjælper mig gang på gang og taler med mig, når jeg er nede i kulkæleren. Specielt tak til Tenna, Annika, Anna og Nickolai. Fordi at I altid vil ringe(selvom klokken er 23.30 og I skal op næste dag) og gøre mig i godt humør igen. I er definitionen på ægte venner og jeg håber I ved at jeg vil gøre alting for jer.
Selvfølgelig også en tak til min skønne Nadia som er i Cali. Hvad ville jeg overhovedet gøre uden dig?? Jeg er så taknemmelig for at vi går igennem det her sammen, selvom vi er så langt fra hinanden. Jeg er så taknemmelig for at du altid kun er et telefonopkald væk, at du altid vil lytte og at jeg altid kan komme ud med alle mine følelser til dig. Husk jeg altid er her og at jeg elsker dig.
A special "thank you" to you Jason. Thank you so much hvor dealing with all my bullshit and my extremely weird mood. Can't believe how patient you are and that you keep on listening and helping me. Thank you so much because you believe in me and always make me laugh when I'm down. I don't know what I would do without you. You are truly my best friend here and you know I'll always help you. I'm gonna miss you so much when I'm leaving. I hope you one day will visit me in Denmark so I can show you the greatest place on earth :)
Lige en sidste ting. Jeg har en del veninder(som er udvekslingsstudenter i andre stater) her henne i USA. Den ene af dem (og nej det er ikke Nadia) skrev til mig her i dag at hun slet ikke følte sig som en succes. Hun følte sig som en taber uden venner. Sådan har jeg desværre også tildens til at føle. Men jeg tænkte over det og det er jo helt absurd. Hvordan kan nogle 16 årige, som virkelig har bevist hvor modige de er ved at tage ud på egen hånd, føle sig som tabere uden succes? De kunne havde valgt at blive hjemme, med tryghed og have det sjovt. I stedet tog de skridtet videre. De valgte at tage ud i det ukendte, uden at vide hvad fremtiden ville bringe. Hele deres fundament blev revet væk under dem. De havde (undskyld sproget) nosserne til at leve hos en familie som de aldrig har mødt før, et land de aldrig har været i, et sprog de ikke taler flydende, gå på en skole hvor alle allerede har venner og alle kender alle, leve 10 måneder væk fra al tryghed. De turde at gøre det som alle snakker om. Det som alle drømmer om. Det som alle siger at de ville gøre "hvis de havde råd eller tid til". Men er det nu også sandheden? Ville du virkelig kunne det? Man skal ærlig talt være lavet af et specielt stof for at kunne det. Og det er ikke for at virke selvglad eller arrogant. Men det skal man. Så jeg vil bare sige til min veninde, at du i den grad er succesfuld. For du er allerede 10 skridt foran alle dem som vil, men aldrig gør det, p.g.a deres frygter. Frygter for ensomhed, at fejle, frygt for det ukendte. Det er skide hårdt. Det er krævende. Hver dag er en kamp. Man skal kæmpe. Men i sidste ende er det det hele værd. Fremtiden er åben nu. Et er at sidde i Danmark og lære om et andet land og forestille sig hvordan det er, hvordan det er at være anderledes og være udvekslingsttudent. Et andet er at VÆRE det.
Rigtig glædelig jul alle sammen. Jeg håber I har det super godt. Jeg vil nu gå ned og se en film med min værtsmor. Jeg har aldrig nogensinde set så mange film, som jeg har her henne. "Rocky", "Green fried tomatoes" og "a league of their own" er mine favoritter so far. :)
Nyd nu den danske jul og smil fordi I lever. Udlev jeres drømme og grin :)
Knus Ditte
Abonner på:
Opslag (Atom)